PROGRAM FOR REJSEN 2026

Nedenstående er forlag til programmet med de billetter vi pt har forhåndsreserveret. Der kan blive ændret i rejsetidspunktet +/- 1 dag ligesom holdet de enkelte dage kan ændres. 

Dag 0 – Lør. 31/1: "Rejsedag"
Rejsedag med afgang fra Københavns Lufthavn, hvor vi mødes i Terminal 2 ved skranken for Singapore Airlines kl. 9.00 - da vi skal være der 3 timer inden afrejse.

12.00: Flyet letter med kurs mod Singapore og dernæst Siem Reap.

Dag 1 - søn 1/2: "Ankomst til Siem Reap

Efter en kort mellemlanding i Singapore Airport går turen videre til Siem Reap, hvor vi lander kl. 08.40 lokal tid. 

Efter paskontrollen står bussen klar til at køre os til vores hotel, hvor vi bliver indkvarteret. Herefter frokost og tid til en dukkert i poolen.

Sidst på eftermiddagen byder missionærerne, Mia og Johannes, indenfor i deres hus, hvor vi får besøg af evangelisten Yi, som vil give os en introduktion til kulturen og lære os lidt sprog. 

Herefter får vi aftensmad, hygger, synger og holder en aftenandagt, inden det er på tide at gå til ro. 

Dag 2 – man. 2/2: "Byrundtur, volontører og madlavning med kollegiet"
Efter en god nats søvn og morgenmad er vi klar til at opleve livet i Siem Reap. Vi tager på en spændende byrundtur i Tuk Tuk, hvor vi besøger et lokalt marked, kongens residens, buddhistiske templer, hører om buddhismen og den åndetro, som mange er bundet af. Vi spiser lokal street food til frokost og shopper på "Made in Cambodia markedet".

Om eftermiddagen møder vi LM's volontører i Siem Reap, der fortæller om livet som volontør. De tager os herefter med til LM's kollegie, hvor vi ser stedet og får en introduktion til det vigtige arbejde af kollegielederen Theara.

Sammen med de unge på kollegiet tager vi i grupper ud for at handle ind til aftensmaden på et meget lokalt marked. Vi laver maden sammen med de de unge – en slags kokkeskole! Når vi har nydt de lokale retter er det tid til at kollegielederen Theara Sim og unge fra kollegiet fortæller deres vidnesbyrd flettet ind med lovsang. 

Dag 3 –Tir 3/2: "Overnatningstur til Living Hope Center"
Vi pakker taskerne og tager på en spændende overnatningstur til Run Ta Ek, hvor LM's store missionsprojekt: "Living Hope Center", danner rammen for en helt unik oplevelse, som vil give et godt indblik i missionsarbejdet.

Flere af de lokalt ansatte vil sammen med danske missionærer fortælle om historien bag og visionen med centret. Vi møder mange af de børn, der dagligt bruger stedet og vi kommer til at deltage i undervisning og diakonale aktiviteter derude. Flere af LM-missionærfamilier vil også deltage på turen.

Når mørket falder på, hygger vi med bål, lovsang, delerunde og de aktiviteter som er i området - måske har nogle lyst til at spille fodbold eller volleyball med de unge. Overnatningen foregår i kønsopdelte køjesenge eller hvis man er til mere friluftsliv i telt m. luftmadras.

Dag 4 - Ons 4/2: "Living Hope Center, massage og andagt på kollegiet"
Vi begynder dagen med lokal morgenmad og følger programmet i Living Hope Center med undervisning og diakonale aktiviteter.

Efter frokost pakker vi sammen og vender hjem til vores hotel i Siem Reap, hvor resten af eftermiddagen er til fri disposition. For de som har lyst er der mulighed for at bestille en omgang massage.

Til aften spiser vi på et dejligt spisested, inden vi kl. 21.00 deltager i aftenandagten på kollegiet.

Dag 5: Tors 5/2: "Børneklubber"
Vi er med til to børneklubsbesøg. Fra morgen tager vi ud i et fattigt område, hvor vi besøger "Børneklubben under Mangotræet". Her møder vi dedikerede lokale ansatte, der sammen med Mia Jensen og danske volontører laver børneklubsarbejde. Her deltager vi i lege og diakonale indsatser.

Sidst på eftermiddagen besøger vi evangelisten Yi og hans kone Saron ude på landet, hvor de holder børneklub. Vi oplever livet på landet og hører om den forskel, som børneklubsarbejdet gør i området. Inden vi kører hjemad, ser vi et fodboldhold, der ledes af missionær Simon Poulsen. Vi er med til deres andagt og ser noget af deres træning på jordmarken.

Vi spiser aftensmad og hygger hjemme hos et missionærpar, hvor der også bliver tid til at dele oplevelser fra turen. 

Dag 6 - Fre. 6/2: "Moto-tur, lotusfarm og night marked"
Allerede kl. 6 om morgen kommer de studerende fra kollegiet med deres scootere/ motorcykler. De er klar til at tage os med på en flot morgentur langt ud på landet, hvor vi kommer til at opleve den helt unikke morgenstemning, hvor vandbøfler græsser og de lokale står op. Vi spiser den medbragte morgenmad med udsigt over rismarker og ser livet ved den store Tonle Sap sø, hvor fiskere lever et meget fattigt liv.

Sidst på eftermiddagen besøger vi en lotusfarm. Vi hører om lotusblomstens betydning og funktion. Vi kommer til at sejle i små både mellem lotusblomster og er med til se forarbejdningen af lotusplanterne til flotte produkter.

Herefter er der lækker aftensmad og tid til natmarked for dem, som gerne vil shoppe. 

Dag 7: Lør 7/2 - Dagstur til Fjendeskoven, traktortur og badning 
Vi tager på en meget unik og smuk dagstur til "Fjendeskoven", som ligger i flot natur, hvor vi skal opleve det arbejde, som Church of Siem Reap har stået for i mange år. Turen giver indblik i det diakonale arbejde, som vi også får lov til at blive en del af. Turen slutter af med en traktortur mellem rismarkerne. 

Vi spiser aftensmad hjemme hos et missionærpar, hvor der også bliver tid til at dele oplevelser fra turen. 

Dag 8: Søn 8/2 - Gudstjeneste, Killing Fields og cirkusoplevelse
Søndag morgen kl. 8.30 deltager vi ved gudstjenesten i Church of Siem Reap og efterfølgende kirkekaffe. Gudstjenesten er på engelsk, men vi vil forsøge at tolke undervejs.

Efter gudstjenesten besøger vi det lille killing fieldsmuseum og spiser en let frokost sammen.

Herefter er resten af eftermiddagen til fri disposition. Der vil være tilbud om at se et rotteshow, der viser, hvordan man finder landminer med hjælp af rotter.

Til aften ser vi et flot og sjovt kulturelt cirkusshow, hvor der er mulighed for at spise streetfood inden forestillingen.

Dag 9: Man 9/2 - "Mageløse templer ved Angkor Wat" 
I dag skal vi opleve det verdensberømte tempelkompleks: "Angkor Wat". Turen foregår i udgangspunktet i Tuk-Tuk, hvor vi kommer rundt og ser nogle af de historiske bygninger og hører spændende historier. Turen slutter med sen frokost. 

Efter hjemkomsten er eftermiddagen til fri disposition.

Til aften siger vi farvel til missionærer og volontører i Siem Reap på et godt spisested i Siem Reap. For de som skal ha' det sidste shoppet er der tid til at ta' på natmarked.

Dag 10 - tirs 10/2 - "Vi besøger Battambang"
Efter at have tjekket ud fra vores hotel, går turen i bus mod Battambang,. Undervejs på turen besøger vi en silkefarm, hvor vi ser silkens forunderlige vej fra sommerfugl til flotte produkter. I Battambang bliver vi indkvarteret på et centralt beliggende hotel.

I Battambang tager LM's missionærere og volontører imod os, og sammen tager vi på en cafe, hvor de fortæller om deres liv og arbejdsopgaver mens vi får en kop kaffe.

Om eftermiddagen er vi klar på en interessant byrundtur i den flotte by, hvor flere af brikkerne i Cambodias spændende historie falder på plads

Til aften besøger vi LM's pigekollegie i Battambang, hvor vi hører om livet på kollegiet, hvor også LM's volontører deltager. Der bliver også tid til andagt og lovsang.

Dag 11 - ons. 11/2 " SALT Academy, killing fields og flagermus"
Efter en god nats søvn tager vi på besøg på SALT Academy, hvor vi hører om visionerne for arbejdet med fodboldholdet, og hvor vi får en rundvisning på det store center, der imponerer med dens mangfoldighed af aktiviteter

Sidst på eftermiddagen tager vi på en tuktuk tur ud til et mindesmærke for Pol Pot tiden - et såkaldt "Killing Fields", hvorefter vi skal se den verdensberømte flagermus-grotte, hvor millioner af flagermus forlader grotten, når mørket falder på.

Dagen slutter med aftensmad sammen med LM's ansatte i Battambang.

Dag 12 - Tors 12/2: "Afrejse fra Battambang og kort stop i Singapore"
Efter en god morgenmad er det tid til at sige farvel til Battambang og sætte kurs mod lufthavnen i Siem Reap, hvor vores fly letter kl. 16.50.

Der vil være en længere mellemlanding på ca 4 timer i Singapore, hvor vi måske kan tage et kig på nogle af de flotte ting, der er i lufthavnsområdet

Dag 13 – fre. 13/2 -  "Hjemkomst"

Vi ankommer til Københavns Lufthavn kl. 7.10 og kan sige farvel efter en god tur

Turens program er med forbehold for ændringer.

Turen vil kunne rykke +/- 1 dag, da flybillettern skal falde endeligt på plads.

Alle programpunkter er frivillige og man kan koble til og fra på dem.